Spørgsmålet om, hvorfor vi kan have forbehold overfor populærkulturelle formidlingstiltag inden for kulturverdenen, er interessant at stille. Bl.a. fordi antagelsen ofte bygger på en fejlslutning.
Hvorfor tænker vi som formidlere, at der kan være en ”fare” forbundet med, at kulturinstitutioner i dag formidler på nye måder og i højere grad end før satser på brugerinddragelse og aktivering af sanserne i interaktive tiltag? En fare som består i, at kvaliteten og substansen bliver udvandet, når vi forlader den mere akademisk orienterede formidlingsdiskurs med teksttung formidling og den passive beskuerrolle i centrum.
Når vi kan frygte, at kulturområdet vil gå på kompromis med kvalitet og indhold, mener jeg, det mest af alt bunder i en udbredt fejlslutning, som den britiske medieforsker Simon Frith formulerer i artiklen Det gode, det dårlige og det ligegyldige (1992). Fejlslutningen beskriver Frith som tendensen til automatisk at ringeagte det populære, og han peger på, at Frankfurterskolen i deres analyse af masseproduktionen og masseforbrugets psykologi forsimpler værdispørgsmålet, idet de entydigt formulerer, at ”hvis det er populært, må det være dårligt” (s. 46).
Kulturforskeren Dorte Skot–Hansen peger også i Byen som scene fra 2007 på problemet i at stille ”oplevelse op over for oplysning i et næsten Adorno'sk syn på oplevelse som underholdning, der lægger oplysningen i lænker”. Som hun gør opmærksom på, bliver det ofte ikke diskuteret, om de mere følelsesmæssige oplevelser kan stimulere en anden type sanselig erkendelse baseret på det æstetiske og emotionelle. På den måde skriver Skot–Hansen sig op imod den holdning, at en eksklusiv orientering mod umiddelbar tilfredsstillelse af oplevelsesbehov skulle udelukke den enkeltes potentiale for erfaringsdannelse og myndiggørelse (s. 15).
I forordet til Kulturministeriets udgivelse Reach out! sætter også forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen fingeren på det forbehold, som dele af kulturlivet møder i arbejdet med oplevelsesbaseret vidensdannelse. Han spørger retorisk på følgende måde: ”Brugerinddragelse og brugerdrevet innovation i kulturen – hvad skal det til for, og hvorfor har Kulturministeriet lavet en hel bog om det? Sådan kunne spørgsmålet lyde fra en del af kulturens verden, der måske instinktivt har en lille skepsis over for brugerinddragelse, som noget der begrænser det professionelle kulturliv og handler om at ”give folk hvad de vil have”” (s. 6).
Ved at henvende sig gennem nye formidlingstiltag opnår man som institution at imødekomme en bredere del af befolkningen, idet man kan tilbyde museumsbesøg, som rent faktisk vedkommer en mere mangfoldig gruppe af brugertyper. Det mener jeg bl.a. fordi, at der i decentraliseringstanken – hvis den skal give mening – også må ligge et ønske om rent faktisk at kommunikere med de mindre kulturinteresserede segmenter, som man ideelt set gerne vil tilbyde kulturelle tilbud. Set ud fra dét synspunkt nytter det ikke at decentralisere kulturen, hvis den kun kommer ud til ”folket” i en form, der henvender sig til de færreste og dermed ikke forsøger at inkludere alle typer af oplevelsesfællesskaber. Tager man ikke højde for mangfoldigheden af brugergrupper i oplevelsessamfundet, kommer mange kulturinstitutioner til at fungere som ”små lommer” eller ”levn” fra en tid, hvor man gerne ville danne borgeren og udfylde kulturkløften mellem by og land, og derved vil kulturen være forbeholdt de få, som er særligt interesserede.
