mandag den 7. november 2011

Moesgård Museum imponerer med særudstillingen Syv vikinger – og gratis kaffe

Gennem ny teknologi og dramatiseret formidling vækker Moesgård på forbilledlig vis syv vikinger til live. Udstillingen er ambitiøs og vellykket, og den er er godt eksempel på, hvordan man kan formidle historie og kulturarv for alle.

Rekonstruktion i 1:1 af sovende dronning Tove
Alle mine sanser var mætte, da jeg efter ca. en time blandt vikinger og et virvar af engagerede museumsgæster igen var ude i dagslyset foran Moesgård, hvor udstillingen Syv vikinger lige nu bliver vist. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har glædet mig så meget til at besøge en udstilling, for jeg kunne nemlig læse, at Moesgård med særudstillingen ville formidle kulturarv for alle gennem sanselig scenografi og levende formidling. Og Moesgård skuffede ikke.

Potteskår med chip guidede mig gennem udstillingen

Udstillingen begynder i et lyst og minimalistisk indrettet rum, hvor man som besøgende skal træffe det første valg af mange gennem udstillingen. Hvilken viking har man nemlig lyst til at følge? Man kan vælge mellem syv personer, der hver især repræsenterer vigtige arketyper og institutioner i datidens samfund: håndværkeren, handelsmanden, eventyreren, bondekonen og kongemagten. Jeg vælger at følge Harald Blåtands kone dronning Tove, og derfor hægter jeg et potteskår i en læderrem ned af væggen og aktiverer sproget dansk i chippen på potteskåret ved en computer i rummet. Den nedenstående række af billeder giver et godt indtryk af rummet og konceptet for udstillingen:

Planchen der informerer om udstillingens spilleregler
Dronning Toves potteskår
Ved computeren ude i højre side af billedet skulle man lægge sin genstand, 
hvorefter man guidet af computeren valgte, hvilket sprog, 
man gerne ville have udstillingen formidlet i
Nu går turen ind i en mørk gang, hvor man kun akkurat kan skimte en hvid pil, der guider én til venstre. Overgangen mellem startrummet og selve udstillingen signalerer på fin vis, at man nu er på vej ind i selve den iscenesatte udstilling: om lidt går oplevelsen for alvor i gang. 

Ud af mørket træder man ind i et svagt oplyst rum, hvor der ligger fire skikkelser og sover, og én sidder oprejst for enden af det aflange rum. Det er vikingerne, der ligger og sover, og jeg går hen til "den første og den bedste" og ligger mit potteskår på et lille oplyst felt, hvorefter en stemme begynder at fortælle mig, hvem det er, der ligger foran mig.

Turen ind i mørket og mødet med den første viking filmede jeg, og i klippet kan I få en fornemmelse af virkningen og det bærende interaktive element i udstillingen:

video

Her har jeg fundet dronning Tove og lægger potteskåret på det aktiverende felt for at høre fortællingen om hende:

video

Og her en række billeder af de virkelighedstro vikinger:

Rummet med de sovende (og én siddende) vikinger
Bisp Regindbrand, der var den første bisp i Aarhus
Oscar Nilsson og konservator Helle Strehle fra Moesgård
arbejder med en afstøbning af bisp Regindbrand
Randlev–kvinden
Ikke–brugeren udfordret og livslang børneformidling!

Det store arbejde med at genskabe vikingerne er udført af den anerkendte svenske ansigtsrekonstruktør Oscar Nilsson, og satsningen fungerer virkelig godt i den museale ramme. Den er en formidlingsform med direkte appel, og man drages simpelthen mod figurerne og bliver nysgerrig: hvem er de? Hvornår levede de? Det er i hvert fald svært ikke at forholde sig til figurerne og engagere sig i dem.

Og jeg vil gerne vove den påstand, at de sanselige rekonstruktioner – sammenlagt med udstillingen i sin helhed – sikrer, at alle besøgende rent faktisk kommer hjem med en god oplevelse. For forholder man sig ikke til udstillingen på et intellektuelt og fagligt plan, kan man nemlig nyde og benoves på det æstetiske plan: de realistiske rekonstkruktioner og de mange legende, interaktive tiltag. Og vupti: måske "ikke–brugeren" en anden gang ville have mod på at besøge et museum? 

Under alle omstændigheder synes jeg, at de fordomme mange har over for museer som kedelige og støvede bliver gjort til skamme i udstillingen - for Moesgård har ganske enkelt sørget for, at der i særudstillingen er aktiviteter for alle, hvilket jeg vil beskrive i det følgende. Og så må jeg lige tilføje: hvor er det altså befriende, at vi voksne endelig også får lov til at kaste os ud i den legende og levende formidling. At udstillingen – fordi den rummer de mange interaktive tiltag – ikke alene er markedsført som værende en udstilling for børn og unge. Tak, Moesgård!

Dronning Toves tjenestepige fortæller

Fra det første nærmest "rene" oplevelsesrum går turen til et areal, hvor man som besøgende kan give sig i kast med forskellige aktiviteter. Bl.a. kan man kigge ind i kighuller i væggen og se film med hverdagsscener fra vikingetiden i 3D, eller man kan fordybe sig i originale fund og planchetekster, som er integreret i scenografien. Derudover kan man gå på jagt efter de små lysende felter, hvor potteskåret vil aktivere fortællinger om den person, man følger. På de følgende billeder kan I få et indtryk af rummet:
Udstillingsrum nr. 2
Genstande er hængt op i den dramatiserede udstilling
Kigger man igennem de to kighuller
 og trykker på den grønne knap,
begynder en filmen
Her i videoen kan I se en lille bid af én af 3D–filmene, som bliver vist bag to kighuller:

video

I dette 2. museumsrum er det dronning Toves tjenestepige, der formidler min hovedpersons historie. Det er den danske sceneinstruktør Vibeke Wrede, som har skrevet og instrueret de små lydfortællinger, der gør fortiden lyslevende og vedkommende. Det er gjort godt, og hvor er det skønt at kunne læne sig tilbage og få fortalt en god historie. Og at det ikke er dronning Tove selv, der fortæller gør ikke spor: tvært imod fungerer grebet rigtig fint, da man dermed både får fortalt historien om datidens magtelite og samtidig hører om, hvordan det var at være tjenestepige for den kongelige institution.

Eventyret bliver ved og ved

De ovenud gode takter fra rum 1 og 2 fortsætter fortsætter ind i det 3. og sidste store udstillingsrum. Her i videoen kan I følge min tur ind i rummet:

video

Sejlene er sat, og øjnene mødes af vikingeskibe i fart og en lysende klode i det halvmørke rum bag de levende billeder. I rummet lyser omridset af en oplyst cirkelformet flade op, og den viser sig at være en liggende skærm, som illustrerer vikingernes sejlruter – og den rute, man selv sejler. For man kan nemlig sætte sig til roret og være styrmand. 

Der er kø ved de to rorpinde, men det bliver snart min tur, og jeg lægger mit potteskår på det lysende felt ved roret. Og så får jeg til opgave at sejle dronning Tove til en historisk lokation i Tyskland. Min rute kan de andre besøgende følge på den liggende jordklodeskærm.

Det sidste rum i udstillingen



Eksempel på grafik på den oplyste klode
Jeg sejler dronning Tove til Tyskland
Rummet består videre af en række små oplevelsesrum, som det fremgår af det ovenstående billede med jordkloden. I rummende, som repræsenterer nogle af de steder i udlandet, som vikingerne havde forbindelser til, kan man også aktivere fortællinger ved at bruge den genstand, man har valgt. Videoen her viser, hvordan en projekter aktiverer formidling af vikingestoffet:

video

I et andet stemningsfuldt og fornemt iscenesat rum aktiverer mit potteskår en lille film:

Scenograferet museumsrum
Hovsa–markedsføring trækker ned

Jeg er nået til vejs ende i udstillingen, og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at en så ambitiøs og vellykket udstilling slet ikke bliver afspejlet i reklameplakaterne og folderne for udstillingen. Motivet på plakaterne og folderne er håndtegnet og leder mine tanker tilbage ti 1970'ernes håndtegningsæstetik. 

Udstillingens kvaliteter bliver ikke afspejlet
 i plakat– og foldermotivet 
Og hvad værre er: plakaten konnoterer støvet og gammeldags museumsformidling og signalerer ikke ligefrem, at denne udstilling er et must see. Jeg forstår ikke valget: hvorfor nemlig vælge en plakatstil, som slet ikke siger noget om kvaliteterne i udstillingen? Og hvorfor netop ikke med fotos illustrere den visuelt flotte, involverende og sanselige udstilling? Hvis man gerne vil formidle kulturarv for alle, er det netop en udstilling som denne, der kan tjene som forbillede, og derfor er det også ærgerligt, at den ikke bliver markedsført på en mere æstetisk og ærlig facon.

Gratis kaffe afrunder museumsoplevelsen

Mine sanser var som nævnt mætte efter udstillingen. Eller det vil sige næsten mætte. For et lille serviceskilt med teksten "Snup en gratis kop kaffe eller te" overraskede og gjorde en allerede ovenud god museumsoplevelse lidt bedre – eller helt fuldendt, om man vil.

En fin detalje
Ingen skår i glæden. Her potteskår og kaffe
Kultur for alle!

Der er ingen tvivl om, at en udstillingen som denne vil overraske besøgende med forbehold over for museer. Efter mit bedste skøn må der være noget for alle i udstillingen Syv vikinger. Og jeg har læst, at udstillingen er en forsmag på den kommende udstillingsprofil for det nye Moesgård Museum, som efter planen skulle stå klar med nye udstillinger i foråret 2014 (læs evt. mit blogindlæg "Grauballemanden taler nyt sprog fra 2013", hvor jeg skriver om det nye museum). Et museum for alle. For pokker, hvor jeg glæder mig!  

tirsdag den 20. september 2011

Nutidens frivillige kulturarbejdere er også rigtige frivillige!

Pyh, hele tre konferencer på mindre end én måned. Hvilken ilddåb, men for pokker nogle gode oplevelser fra Thisted, Hanstholm og ikke mindst Vartov i hjertet af København.

I Thisted først på måneden talte jeg om den frivillige kulturarbejder i de geografiske udkantsområder. Det var Danmarks Teaterforeninger, som havde inviteret til konferencen. Og i Hanstholm – også først på måneden – var det udkantsbiblioteker, som jeg var inviteret til at tale om på den den første skandinaviske konference af slagsen.

På Vartov i går d. 19. september var det igen Danmarks Teaterforeninger, der satte fokus på den frivillige kulturarbejder, hvor jeg som taler repræsenterede den nye generation af frivillige kulturarbejdere – for hvem frivillighedsprojektet i høj grad – ifølge leder af Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet, Johannes Nørregaard Frandsen – har et eksistentielt træk ved sig, idet den kan betegnes som en sfære, hvor man bliver til.

Johannes Nørgaard Frandsen talte om, hvordan foreningsdanmark ikke bløder, men gløder. Og han pointerede, at man med fordel kunne drage nytte af ikke at romantisere det gamle foreningsdanmark, som i høj grad var et resultat af en tradition, som sagde, at det skulle man: man skulle gå ind i det frivillige arbejde for det fælles bedste. Og de små samfund var i høj grad afhængige af, at enkelte rejse ud på højskolerne og f.eks. uddannede sig som delingsførere – ja, det hed det – og kunne rejse hjem igen og organisere de idrætsrelaterede aktiviteter i lokalområdet.

Set i det lys kan man vel tale om, at vi egentlig først i dag – i overflodssamfundet med dets række af varierede tilbud – laver "rigtigt" frivilligt arbejde. Forstået på den måde, at vi først nu ubetinget kan følge vores interesser og realisere os selv gennem de frivillige arbejdsopgaver, vi tager på os helt og aldeles frivilligt. Jeg vil i hvert fald gerne tilslutte mig Johannes Nørregaard Frandsens pegen på, at der ikke nødvendigvis er grund til at romantisere gamle tiders frivillige arbejde som det – i sin essens – eneste rigtige frivillige arbejde.

mandag den 11. juli 2011

Museer søger medspillere

Citatet i dag, som jeg har plukket fra indledningen til Kulturministeriets "Udredning om museernes formidling", opsummerer fint, hvilken kommunikativ position, museerne gerne vil tale fra:

"Udvalget har efter bedste evne og erfaring forsøgt at spejle museernes formidlingsmæssige praksis og perspektiver i den aktuelle situation. Alene den ambition kan kaldes ny, idet det ikke længere gælder om at overlevere etablerede sandheder fra den museale institution til en undrende, videbegærlig eller modvillig offentlighed så meget som at søge medspillere til erkendelsesprocesser, der fremmer forståelsen af ligheder og forskelle mellem mennesker, generationer og epoker i samfundets historie (s. 11–12)."

fredag den 8. juli 2011

Uden omsvøb

Dagens citat er fra forfatternes side uden omsvøb og meget direkte (synes jeg). Det er det lille ord ”leflen”, jeg hæfter mig ved i citatet, for det faldt mig i øjnene ved læsning – og ved nærmere eftertanke tror jeg, det fangede min opmærksomhed, da jeg ikke lige kan huske, at jeg andre steder har læst et så direkte opgør fra ”officiel side” med den hidtidige forvaltning af formidlingsdiskursen på museerne. Måske er det bare mig?

I citatet ligger der også et stille opgør med Bourdieu og det kulturpolitiske dannelsesideal, som blev formuleret i 1960'ernes kulturpolitik og som ”sagde”, at vi alle skulle dannes til at kunne forstå finkulturen – for derved at udfylde kulturkløften. Læs med her:

”Læring er altid læring på en baggrund af forudsætninger. Der er meget, der taler for, at publikums forudsætninger har ændret sig over årene – og det kan efter udvalgets mening ikke være meningen, at museer, mere eller mindre nostalgisk, skal bortse herfra. Omvendt kan det heller ikke være meningen, at museerne skal lefle for allerede etablerede kulturvaner. Der er i museerne en kompetence og et engagement, som, hvis det bruges rigtigt, kan nå folk, hvor de er, og samtidig lægge noget til. Denne dobbelthed må være ethvert museums formidlingsideal" (Udredning om museernes formidling, s.11).

torsdag den 7. juli 2011

"Udredning om museernes formidling" støvet af

Jep. Så er "Udredning om museernes formidling" fra 2006 fundet frem fra gemmerne, og den skal i den kommende tid fungere som et supplement til min skønlitterære sommerlæsning. Lige nu sidder jeg og læser indledningen og fik lyst til at dele dette fine spot–on–citat, hvor udredelsens forfattere sætter fokus på, at man som formidler skal passe på med udelukkende at tale sit eget "sprog":

"Et dannelsesbegreb eller formidlingsbegreb, der forskyder vægten fra den monologiske autoritet til dialogen med publikum, involverer overvejelser over kommunikationens kvaliteter. Fra et traditionelt, autoritært synspunkt kan man tale sit eget sprog uden at tænke på modtageren, medens en mere modtagerorienteret formidling uvægerligt må inddrage overvejelser over, hvorledes man når sine målgrupper. Målgruppen for det klassiske dannelsesbegreb betød i praksis konkret udelukkelse af en række befolkningsgrupper, som på forhånd var afskåret fra at indgå i det kommunikative fællesskab, som kulturinstitutionen etablerede i kraft af sin formidlingsmåde – primært på grund af manglende uddannelse (s. 10)."

Jeg glæder mig til at læse videre og over sommeren dele gode citater og betragtninger fra udredningen med jer.

De bedste Sommerhilsner,

Tina

torsdag den 19. maj 2011

Hvem skal museerne være for?

Formidling skal fortsat være et af museernes højt prioriterede indsatsområder, hvis forskningen, samlingerne og museernes fysiske rum skal have værdi og relevans for alle.

Museumsinspektør på Moesgård Museum Peter Bjerregaard opfordrer i Weekendavisen #14 til en bred offentlig debat om, hvad vi vil med vores museer. Det gør han i forbindelse med den nye museumsudredning, og i den forbindelse vil jeg gerne tilføje – og ikke mindst understrege – vigtigheden af også at spørge til hvem museerne skal være for.

Kultur for alle: fortsat en udfordring
Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at den typiske museumsbruger bor i de større byer og har et højere uddannelsesniveau end den såkaldte ikke–bruger, som ofte bor i provinsen. Så selvom Kulturministeriet siden grundlæggelsen i 1961 haft til hensigt at give alle uanset bopæl og social baggrund adgang til gode kulturoplevelser, er målet langt fra nået, hvilket senest Midtvejsrapport i udredningsarbejdet om fremtidens museumslandskab fra 2010 gør opmærksom på. Det hedder således i udredningen, at museernes brugere langt fra er fuldt repræsentative for befolkningen, hvad angår køn, alder og uddannelse. Der ligger altså fortsat en stor udfordring i at sikre, at museerne er til for alle, og at en kulturel marginalisering af bestemte befolkningsgrupper bliver forebygget. 

Som Bjerregaard nævner, har museerne i de sidste mange år opprioriteret formidlingsdelen, men desværre mangler mange museer stadig at arbejde med en mere demokratisk og bred formidling, hvis visionen om, at kulturen og kunsten skal være for alle skal realiseres. Jeg mener derfor, at det er vigtigt at museerne bliver ved med at tænke formidlingsdelen som en central del af museumsarbejdet.

Oplevelsescentre eller dannelsesinstitutioner?
Bjerregaard tager hul på den grundlæggende diskussion om, hvad vi vil med vores museer. Han spørger til, om de skal være oplevelsescentre, dannelsesinstitutioner eller kulturcentre med borgerdebat. Og han foreslår, at en fremtidig vision for museerne skal tage udgangspunkt i museernes tre grundlæggende ressourcer: samlingerne, forskningen og det fysiske rum. Visionen kan jeg kun tilsluttet mig, men jeg synes, det er på sin plads også at føje spørgsmålet om, hvem vi gerne vil have museerne skal være for, når vi tager hul på en debat om, hvad vi vil med vores museer. 

Bjerregaard mener, at museerne skal tage udgangspunkt i samlingerne og bruge dem som et afsæt til at stille nye spørgsmål til det aktuelle liv. Forskningen skal være fri og uafhængig, mener han, for, at der netop er plads til at stille nye spørgsmål om vores egen eksistens. Og forskningen er netop er vigtig at have på museerne, da det er her den mødes med resten af befolkningen. Det fysiske rum fremhæver han som den tredje vigtige ressource, da det kan tjene som et forum, hvor debatten om, hvad der berører os i det nære kan finde sted, idet museet er en institution, hvor man kan præsentere problematikker med en vis nuancering uden at skulle forholde sig til en snæver parlamentaristisk debat, der handler om at kunne tælle til halvfems. Men hvem er ”resten af befolkningen”, som potentielt skal møde forskningen? Hvis han tænker på hele befolkningen – hvilket jeg tror han gør – mener jeg, det er altafgørende at føje fokus på formidling til de tre punkter, da netop formidlingens form er afgørende for, hvem der reelt tilegner sig forskningen og samlingerne i museets fysiske rum.

Uden den gode formidling ingen bredde
Uden den gode formidling bliver budskaberne og de relevante spørgsmål og debatter forbeholdt de få, som i forvejen er interesserede, og det er ærgerligt, da museerne netop er ressourcestærke og har et stort formidlingsmæssigt potentiale i forhold til at få et bredt befolkningsudsnit i tale. Så skal man – som udredningen opfordrer til – formulere en vision for museerne, skal man medtænke og integrere formidlingspørgsmål så man, som udredningen også opfordrer til, kan sikre, at museerne er et tilbud for alle borgere.

mandag den 28. marts 2011

Helt ærligt, Hughes!

Ifølge Adrian Hughes var kunstfestivalen Tumult skandaløs, og det forsøgte han med effektive virkemidler at overbevise DR2–seere om i programmet Kulturkøbing. Jeg er uenig, og her kan du få indblik i to succesfulde brugerinddragende projekter fra festivalen.

Jeg blev lidt harm, da jeg torsdag d. 17. marts på dr.dk kunne læse, at Adrian Hughes i programmet Kulturkøbing samme aften ville rette en hård kritik af kunstfestivalen Tumult, som i 2010 blev afholdt fra d. 22. august til d. 24. oktober på Lolland, Falster, Møn og i Vordingborg. På DRs hjemmeside kunne jeg læse, at Hughes nemlig mener, at festivalen var en skandaløs og chokerende oplevelse.

Som det hedder i artiklen på dr.dk under overskriften ”TV–vært og kunstchef strides over festival”, finder Hughes det skandaløst, at festivalen efter hans mening ikke havde hul igennem til lokalbefolkningen. Men helt ærligt, Hughes, det er jo ikke hele sandheden om Tumult–festivalen. Lad mig derfor fortælle lidt om de spændende og succesrige projekter, som under festival gjorde det næsten umulige: nemlig at få ikke–brugere i tale gennem professionel brugerinddragelse.

Forbilledlig festival
Et af de projekter, jeg gerne vil fremhæve er kunstnergruppen Wooloos projekt New life Horbelev, som er et eksempel på, at Tumult havde hul igennem til lokalbefolkningen. New life Horbelev var kendetegnet ved, at mange brugere aktivt var med til at udvikle konceptet for kunstprojektet gennem høringer, som sikrede engagement, forståelse og indflydelse på det færdige ”produkt”.

Projektet er på Tumults hjemmeside beskrevet som ”et socialt eksperiment i landsbyen Horbelev på Nordøstfalster. Projektet begyndte i foråret 2010, da kunstnergruppen Wooloo tog kontakt til anpartsselskabet Nordøstfalsters Fremtidsforening, som Horbelevs borgere har oprettet for at skabe nyt liv i den lille landsby, der er presset af økonomisk og social nedtur. Efter en række forskellige forslag til samarbejder besluttede Wooloo i fællesskab med byens indbyggere at rejse en skulptur i Horbelev. Til gengæld for borgernes indsats investerer Wooloo sit bygningsbudget i foreningen (1)”.

De deltagende husstande i Horbelev standsede midt i august deres TV–forbrug, og i stedet for at se fjernsyn derhjemme, mødtes familierne med Wooloo og byggede skulpturen med teksten ”New Life Horbelev” ved hjælp af gamle paller, aflagte brædder, og hvad de deltagende ellers kunne finde i lader og garager. Skulpturen blev opført i byens midte i august måned, og de deltagendes fjernsyn blev installeret i selve værket, hvor man den følgende uge døgnet rundt kunne se portrætter af borgerne og deres stillingtagen til den kollektivitet og forandring, som Wooloo havde forsøgt at skabe. På Tumults hjemmeside ligger der fire små film om processen med at realisere skulpturen, og af filmene fremgår det lokale engagement tydeligt. Se bl.a. Wooloo–filmen, som dokumenterer det brede engagement og den lokale ildhu:
Kultur for alle: produktionsskoleelever og håndgribelig kunst
Et andet fint eksempel på inddragelse af ikke–brugere under Tumult–festivalen er billedkunstner Tanja Nellemann Poulsens projekt SUGAR BABY – Man vælger selv centrum i periferien!, som bestod i at lave et kunstværk ved at grave roer op ved håndkraft. Sammen med elever fra Lolland Produktionsskole lavede hun to land art–performances i roemarker ved henholdsvis Urne Havn i Horslunde og Lungholm Gods nær Rødby, hvor de deltagende skrev store bogstaver i markerne ved at høste roer ved traditionel manuel roeoptagning. TV2 Øst lavede i den forbindelse en kort reportage fra den ene happening, hvor eleverne skrev ”LIGE HER”, og i indslaget bliver produktionsskoleelev Peter Holm Nielsen interviewet (2). Han fremhæver, at han synes, projektet er interessant, da det giver ham et godt indblik i, hvordan det må have været for polakkerne at grave roer op med håndkraft førhen, og han tilføjer endda, at ”det er en fed oplevelse”.

Så helt ærligt, Hughes! Det er ikke sandt, at Tumult–festivalen slet ikke formåede, at involvere og engagere det lokale publikum. Jeg medgiver, at festivalen bestemt kunne have gjort mere for at formidle en række af kunstværkerne, som festivalen bestod af. Men efter min mening, var Tumult en spændende og fremsynet festival, som kan tjene til at inspirere andre kunstfestivaler uden for de større, centrale kulturbyer.