Formidling skal fortsat være et af museernes højt prioriterede indsatsområder, hvis forskningen, samlingerne og museernes fysiske rum skal have værdi og relevans for alle.
Museumsinspektør på Moesgård Museum Peter Bjerregaard opfordrer i Weekendavisen #14 til en bred offentlig debat om, hvad vi vil med vores museer. Det gør han i forbindelse med den nye museumsudredning, og i den forbindelse vil jeg gerne tilføje – og ikke mindst understrege – vigtigheden af også at spørge til hvem museerne skal være for.
Kultur for alle: fortsat en udfordring
Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at den typiske museumsbruger bor i de større byer og har et højere uddannelsesniveau end den såkaldte ikke–bruger, som ofte bor i provinsen. Så selvom Kulturministeriet siden grundlæggelsen i 1961 haft til hensigt at give alle uanset bopæl og social baggrund adgang til gode kulturoplevelser, er målet langt fra nået, hvilket senest Midtvejsrapport i udredningsarbejdet om fremtidens museumslandskab fra 2010 gør opmærksom på. Det hedder således i udredningen, at museernes brugere langt fra er fuldt repræsentative for befolkningen, hvad angår køn, alder og uddannelse. Der ligger altså fortsat en stor udfordring i at sikre, at museerne er til for alle, og at en kulturel marginalisering af bestemte befolkningsgrupper bliver forebygget.
Som Bjerregaard nævner, har museerne i de sidste mange år opprioriteret formidlingsdelen, men desværre mangler mange museer stadig at arbejde med en mere demokratisk og bred formidling, hvis visionen om, at kulturen og kunsten skal være for alle skal realiseres. Jeg mener derfor, at det er vigtigt at museerne bliver ved med at tænke formidlingsdelen som en central del af museumsarbejdet.
Oplevelsescentre eller dannelsesinstitutioner?
Bjerregaard tager hul på den grundlæggende diskussion om, hvad vi vil med vores museer. Han spørger til, om de skal være oplevelsescentre, dannelsesinstitutioner eller kulturcentre med borgerdebat. Og han foreslår, at en fremtidig vision for museerne skal tage udgangspunkt i museernes tre grundlæggende ressourcer: samlingerne, forskningen og det fysiske rum. Visionen kan jeg kun tilsluttet mig, men jeg synes, det er på sin plads også at føje spørgsmålet om, hvem vi gerne vil have museerne skal være for, når vi tager hul på en debat om, hvad vi vil med vores museer.
Bjerregaard mener, at museerne skal tage udgangspunkt i samlingerne og bruge dem som et afsæt til at stille nye spørgsmål til det aktuelle liv. Forskningen skal være fri og uafhængig, mener han, for, at der netop er plads til at stille nye spørgsmål om vores egen eksistens. Og forskningen er netop er vigtig at have på museerne, da det er her den mødes med resten af befolkningen. Det fysiske rum fremhæver han som den tredje vigtige ressource, da det kan tjene som et forum, hvor debatten om, hvad der berører os i det nære kan finde sted, idet museet er en institution, hvor man kan præsentere problematikker med en vis nuancering uden at skulle forholde sig til en snæver parlamentaristisk debat, der handler om at kunne tælle til halvfems. Men hvem er ”resten af befolkningen”, som potentielt skal møde forskningen? Hvis han tænker på hele befolkningen – hvilket jeg tror han gør – mener jeg, det er altafgørende at føje fokus på formidling til de tre punkter, da netop formidlingens form er afgørende for, hvem der reelt tilegner sig forskningen og samlingerne i museets fysiske rum.
Uden den gode formidling ingen bredde
Uden den gode formidling bliver budskaberne og de relevante spørgsmål og debatter forbeholdt de få, som i forvejen er interesserede, og det er ærgerligt, da museerne netop er ressourcestærke og har et stort formidlingsmæssigt potentiale i forhold til at få et bredt befolkningsudsnit i tale. Så skal man – som udredningen opfordrer til – formulere en vision for museerne, skal man medtænke og integrere formidlingspørgsmål så man, som udredningen også opfordrer til, kan sikre, at museerne er et tilbud for alle borgere.
