mandag den 7. november 2011

Moesgård Museum imponerer med særudstillingen Syv vikinger – og gratis kaffe

Gennem ny teknologi og dramatiseret formidling vækker Moesgård på forbilledlig vis syv vikinger til live. Udstillingen er ambitiøs og vellykket, og den er er godt eksempel på, hvordan man kan formidle historie og kulturarv for alle.

Rekonstruktion i 1:1 af sovende dronning Tove
Alle mine sanser var mætte, da jeg efter ca. en time blandt vikinger og et virvar af engagerede museumsgæster igen var ude i dagslyset foran Moesgård, hvor udstillingen Syv vikinger lige nu bliver vist. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har glædet mig så meget til at besøge en udstilling, for jeg kunne nemlig læse, at Moesgård med særudstillingen ville formidle kulturarv for alle gennem sanselig scenografi og levende formidling. Og Moesgård skuffede ikke.

Potteskår med chip guidede mig gennem udstillingen

Udstillingen begynder i et lyst og minimalistisk indrettet rum, hvor man som besøgende skal træffe det første valg af mange gennem udstillingen. Hvilken viking har man nemlig lyst til at følge? Man kan vælge mellem syv personer, der hver især repræsenterer vigtige arketyper og institutioner i datidens samfund: håndværkeren, handelsmanden, eventyreren, bondekonen og kongemagten. Jeg vælger at følge Harald Blåtands kone dronning Tove, og derfor hægter jeg et potteskår i en læderrem ned af væggen og aktiverer sproget dansk i chippen på potteskåret ved en computer i rummet. Den nedenstående række af billeder giver et godt indtryk af rummet og konceptet for udstillingen:

Planchen der informerer om udstillingens spilleregler
Dronning Toves potteskår
Ved computeren ude i højre side af billedet skulle man lægge sin genstand, 
hvorefter man guidet af computeren valgte, hvilket sprog, 
man gerne ville have udstillingen formidlet i
Nu går turen ind i en mørk gang, hvor man kun akkurat kan skimte en hvid pil, der guider én til venstre. Overgangen mellem startrummet og selve udstillingen signalerer på fin vis, at man nu er på vej ind i selve den iscenesatte udstilling: om lidt går oplevelsen for alvor i gang. 

Ud af mørket træder man ind i et svagt oplyst rum, hvor der ligger fire skikkelser og sover, og én sidder oprejst for enden af det aflange rum. Det er vikingerne, der ligger og sover, og jeg går hen til "den første og den bedste" og ligger mit potteskår på et lille oplyst felt, hvorefter en stemme begynder at fortælle mig, hvem det er, der ligger foran mig.

Turen ind i mørket og mødet med den første viking filmede jeg, og i klippet kan I få en fornemmelse af virkningen og det bærende interaktive element i udstillingen:


Her har jeg fundet dronning Tove og lægger potteskåret på det aktiverende felt for at høre fortællingen om hende:


Og her en række billeder af de virkelighedstro vikinger:

Rummet med de sovende (og én siddende) vikinger
Bisp Regindbrand, der var den første bisp i Aarhus
Oscar Nilsson og konservator Helle Strehle fra Moesgård
arbejder med en afstøbning af bisp Regindbrand
Randlev–kvinden
Ikke–brugeren udfordret og livslang børneformidling!

Det store arbejde med at genskabe vikingerne er udført af den anerkendte svenske ansigtsrekonstruktør Oscar Nilsson, og satsningen fungerer virkelig godt i den museale ramme. Den er en formidlingsform med direkte appel, og man drages simpelthen mod figurerne og bliver nysgerrig: hvem er de? Hvornår levede de? Det er i hvert fald svært ikke at forholde sig til figurerne og engagere sig i dem.

Og jeg vil gerne vove den påstand, at de sanselige rekonstruktioner – sammenlagt med udstillingen i sin helhed – sikrer, at alle besøgende rent faktisk kommer hjem med en god oplevelse. For forholder man sig ikke til udstillingen på et intellektuelt og fagligt plan, kan man nemlig nyde og benoves på det æstetiske plan: de realistiske rekonstkruktioner og de mange legende, interaktive tiltag. Og vupti: måske "ikke–brugeren" en anden gang ville have mod på at besøge et museum? 

Under alle omstændigheder synes jeg, at de fordomme mange har over for museer som kedelige og støvede bliver gjort til skamme i udstillingen - for Moesgård har ganske enkelt sørget for, at der i særudstillingen er aktiviteter for alle, hvilket jeg vil beskrive i det følgende. Og så må jeg lige tilføje: hvor er det altså befriende, at vi voksne endelig også får lov til at kaste os ud i den legende og levende formidling. At udstillingen – fordi den rummer de mange interaktive tiltag – ikke alene er markedsført som værende en udstilling for børn og unge. Tak, Moesgård!

Dronning Toves tjenestepige fortæller

Fra det første nærmest "rene" oplevelsesrum går turen til et areal, hvor man som besøgende kan give sig i kast med forskellige aktiviteter. Bl.a. kan man kigge ind i kighuller i væggen og se film med hverdagsscener fra vikingetiden i 3D, eller man kan fordybe sig i originale fund og planchetekster, som er integreret i scenografien. Derudover kan man gå på jagt efter de små lysende felter, hvor potteskåret vil aktivere fortællinger om den person, man følger. På de følgende billeder kan I få et indtryk af rummet:
Udstillingsrum nr. 2
Genstande er hængt op i den dramatiserede udstilling
Kigger man igennem de to kighuller
 og trykker på den grønne knap,
begynder en filmen
Her i videoen kan I se en lille bid af én af 3D–filmene, som bliver vist bag to kighuller:


I dette 2. museumsrum er det dronning Toves tjenestepige, der formidler min hovedpersons historie. Det er den danske sceneinstruktør Vibeke Wrede, som har skrevet og instrueret de små lydfortællinger, der gør fortiden lyslevende og vedkommende. Det er gjort godt, og hvor er det skønt at kunne læne sig tilbage og få fortalt en god historie. Og at det ikke er dronning Tove selv, der fortæller gør ikke spor: tvært imod fungerer grebet rigtig fint, da man dermed både får fortalt historien om datidens magtelite og samtidig hører om, hvordan det var at være tjenestepige for den kongelige institution.

Eventyret bliver ved og ved

De ovenud gode takter fra rum 1 og 2 fortsætter fortsætter ind i det 3. og sidste store udstillingsrum. Her i videoen kan I følge min tur ind i rummet:


Sejlene er sat, og øjnene mødes af vikingeskibe i fart og en lysende klode i det halvmørke rum bag de levende billeder. I rummet lyser omridset af en oplyst cirkelformet flade op, og den viser sig at være en liggende skærm, som illustrerer vikingernes sejlruter – og den rute, man selv sejler. For man kan nemlig sætte sig til roret og være styrmand. 

Der er kø ved de to rorpinde, men det bliver snart min tur, og jeg lægger mit potteskår på det lysende felt ved roret. Og så får jeg til opgave at sejle dronning Tove til en historisk lokation i Tyskland. Min rute kan de andre besøgende følge på den liggende jordklodeskærm.

Det sidste rum i udstillingen



Eksempel på grafik på den oplyste klode
Jeg sejler dronning Tove til Tyskland
Rummet består videre af en række små oplevelsesrum, som det fremgår af det ovenstående billede med jordkloden. I rummende, som repræsenterer nogle af de steder i udlandet, som vikingerne havde forbindelser til, kan man også aktivere fortællinger ved at bruge den genstand, man har valgt. Videoen her viser, hvordan en projekter aktiverer formidling af vikingestoffet:


I et andet stemningsfuldt og fornemt iscenesat rum aktiverer mit potteskår en lille film:

Scenograferet museumsrum
Hovsa–markedsføring trækker ned

Jeg er nået til vejs ende i udstillingen, og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at en så ambitiøs og vellykket udstilling slet ikke bliver afspejlet i reklameplakaterne og folderne for udstillingen. Motivet på plakaterne og folderne er håndtegnet og leder mine tanker tilbage ti 1970'ernes håndtegningsæstetik. 

Udstillingens kvaliteter bliver ikke afspejlet
 i plakat– og foldermotivet 
Og hvad værre er: plakaten konnoterer støvet og gammeldags museumsformidling og signalerer ikke ligefrem, at denne udstilling er et must see. Jeg forstår ikke valget: hvorfor nemlig vælge en plakatstil, som slet ikke siger noget om kvaliteterne i udstillingen? Og hvorfor netop ikke med fotos illustrere den visuelt flotte, involverende og sanselige udstilling? Hvis man gerne vil formidle kulturarv for alle, er det netop en udstilling som denne, der kan tjene som forbillede, og derfor er det også ærgerligt, at den ikke bliver markedsført på en mere æstetisk og ærlig facon.

Gratis kaffe afrunder museumsoplevelsen

Mine sanser var som nævnt mætte efter udstillingen. Eller det vil sige næsten mætte. For et lille serviceskilt med teksten "Snup en gratis kop kaffe eller te" overraskede og gjorde en allerede ovenud god museumsoplevelse lidt bedre – eller helt fuldendt, om man vil.

En fin detalje
Ingen skår i glæden. Her potteskår og kaffe
Kultur for alle!

Der er ingen tvivl om, at en udstillingen som denne vil overraske besøgende med forbehold over for museer. Efter mit bedste skøn må der være noget for alle i udstillingen Syv vikinger. Og jeg har læst, at udstillingen er en forsmag på den kommende udstillingsprofil for det nye Moesgård Museum, som efter planen skulle stå klar med nye udstillinger i foråret 2014 (læs evt. mit blogindlæg "Grauballemanden taler nyt sprog fra 2013", hvor jeg skriver om det nye museum). Et museum for alle. For pokker, hvor jeg glæder mig!  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar