Anbefaling

Postmand på legeplads


Skynd dig at få fat på dine små niecer, nevøer, børn eller børnebørn og tag dem med på Post og Tele Museum, som frem til d. 15 oktober kan tilbyde særudstillingen "Ind i frimærket".


Selv var jeg inde på museet med en god veninde og hendes 4–årige datter, og vi fik os alle "en på opleveren" på museet i Købmagergade ved Rundetårn. Entréen er gratis, og museet har indrettet et oplevelsesrum til børn, som består af et legeland og en lille by, hvor man kan klæde sig ud som postmand og ellers gå rundt med breve til indbyggerne i den lille by: en pakke skal leveres til Karen Blixen, og jo – der er også brev til Christian d. 4.




Som det hedder i omtalen på museets hjemmeside, så bliver man inviteret "ind i en tredimensionel verden, hvor frimærkernes motiver er blevet kæmpestore og har bevæget sig ud i virkeligheden, så du kan klatre i træerne, svømme i havet eller flytte ind i byen".


Det lidt ærgerlige ved udstillingen er, at den ikke lever op til – som museet reklamerer med på deres hjemmeside – at man lærer mens man leger. For besøget bliver meget nemt ren leg, da det er helt op til forældre, bedsteforældre og venner at tegne og fortælle. Her kunne museet godt have tænkt i at tilbyde små opgaver, man kunne løse sammen og måske have vist en lille (tegne)film om f.eks. postvæsenets funktioner. Dog får de mindste en god museumsoplevelse, da kulisserne og de forskellige legearealer sikrer, at de mindste er underholdt – og det må jo siges også at være vigtigt!




Særligt populær hos min 4–årige legekammerat var de i alt 4 rutchebaner, som er indbygget i legelandet og som på eventyrlig vis fører én ned til forskellige legearealer. Ærgerligt at der ikke satses mere på lignende sanselige kunst– og kulturoplevelser til voksne. Indtil da må vi udstyre os med diverse små størrelser og indtage børnenes udstillinger under påskud af at være særligt gode legetanter og –onkler.




Det' Vores Kunst

Museet KØS i Køge sætter frem til d. 6. marts i udstillingen Det' vore kunst fokus på, hvordan vi oplever kunsten i det offentlige rum. Siden 1964 har Statens Kunstfond placeret mere end 1200 kunstværker i det offentlige rum, og museet har set nærmere på 15 af værkerne. 


Jeg synes udstillingen især er interessant, da vi som formidlere kan få et unikt indblik i, hvordan "publikum", eller de, som omgår værket ofte, rent faktisk oplever kunsten. Kunst som de ikke selv har valgt at opsøge. Se en trailer for udstillingen her:




KØS har rejst rundt i landet til de 15 udvalgte kunstprojekter for at interviewe lokale om deres oplevelse med kunsten. Museet har opsøgt dem, hvor de møder den i hverdagen: på skolen, i fængsel, på arbejdspladsen, på hospitalet, i landskabet og i byrummet. Fra Thisted til Amager har KØS talt med danskerne, dokumenteret kunstværkernes liv på stederne og interviewet kunstnere, lokalpolitikere og andre aktører.

Resultatet præsenteres på udstillingen med fem film.

Besøg KØS' hjemmeside her.