Museer søger medspillere

Citatet i dag, som jeg har plukket fra indledningen til Kulturministeriets "Udredning om museernes formidling", opsummerer fint, hvilken kommunikativ position, museerne gerne vil tale fra:

"Udvalget har efter bedste evne og erfaring forsøgt at spejle museernes formidlingsmæssige praksis og perspektiver i den aktuelle situation. Alene den ambition kan kaldes ny, idet det ikke længere gælder om at overlevere etablerede sandheder fra den museale institution til en undrende, videbegærlig eller modvillig offentlighed så meget som at søge medspillere til erkendelsesprocesser, der fremmer forståelsen af ligheder og forskelle mellem mennesker, generationer og epoker i samfundets historie (s. 11–12)."

Uden omsvøb

Dagens citat er fra forfatternes side uden omsvøb og meget direkte (synes jeg). Det er det lille ord ”leflen”, jeg hæfter mig ved i citatet, for det faldt mig i øjnene ved læsning – og ved nærmere eftertanke tror jeg, det fangede min opmærksomhed, da jeg ikke lige kan huske, at jeg andre steder har læst et så direkte opgør fra ”officiel side” med den hidtidige forvaltning af formidlingsdiskursen på museerne. Måske er det bare mig?

I citatet ligger der også et stille opgør med Bourdieu og det kulturpolitiske dannelsesideal, som blev formuleret i 1960'ernes kulturpolitik og som ”sagde”, at vi alle skulle dannes til at kunne forstå finkulturen – for derved at udfylde kulturkløften. Læs med her:

”Læring er altid læring på en baggrund af forudsætninger. Der er meget, der taler for, at publikums forudsætninger har ændret sig over årene – og det kan efter udvalgets mening ikke være meningen, at museer, mere eller mindre nostalgisk, skal bortse herfra. Omvendt kan det heller ikke være meningen, at museerne skal lefle for allerede etablerede kulturvaner. Der er i museerne en kompetence og et engagement, som, hvis det bruges rigtigt, kan nå folk, hvor de er, og samtidig lægge noget til. Denne dobbelthed må være ethvert museums formidlingsideal" (Udredning om museernes formidling, s.11).

"Udredning om museernes formidling" støvet af

Jep. Så er "Udredning om museernes formidling" fra 2006 fundet frem fra gemmerne, og den skal i den kommende tid fungere som et supplement til min skønlitterære sommerlæsning. Lige nu sidder jeg og læser indledningen og fik lyst til at dele dette fine spot–on–citat, hvor udredelsens forfattere sætter fokus på, at man som formidler skal passe på med udelukkende at tale sit eget "sprog":

"Et dannelsesbegreb eller formidlingsbegreb, der forskyder vægten fra den monologiske autoritet til dialogen med publikum, involverer overvejelser over kommunikationens kvaliteter. Fra et traditionelt, autoritært synspunkt kan man tale sit eget sprog uden at tænke på modtageren, medens en mere modtagerorienteret formidling uvægerligt må inddrage overvejelser over, hvorledes man når sine målgrupper. Målgruppen for det klassiske dannelsesbegreb betød i praksis konkret udelukkelse af en række befolkningsgrupper, som på forhånd var afskåret fra at indgå i det kommunikative fællesskab, som kulturinstitutionen etablerede i kraft af sin formidlingsmåde – primært på grund af manglende uddannelse (s. 10)."

Jeg glæder mig til at læse videre og over sommeren dele gode citater og betragtninger fra udredningen med jer.

De bedste Sommerhilsner,

Tina

Hvem skal museerne være for?

Formidling skal fortsat være et af museernes højt prioriterede indsatsområder, hvis forskningen, samlingerne og museernes fysiske rum skal have værdi og relevans for alle.

Museumsinspektør på Moesgård Museum Peter Bjerregaard opfordrer i Weekendavisen #14 til en bred offentlig debat om, hvad vi vil med vores museer. Det gør han i forbindelse med den nye museumsudredning, og i den forbindelse vil jeg gerne tilføje – og ikke mindst understrege – vigtigheden af også at spørge til hvem museerne skal være for.

Kultur for alle: fortsat en udfordring

Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at den typiske museumsbruger bor i de større byer og har et højere uddannelsesniveau end den såkaldte ikke–bruger, som ofte bor i provinsen. Så selvom Kulturministeriet siden grundlæggelsen i 1961 haft til hensigt at give alle uanset bopæl og social baggrund adgang til gode kulturoplevelser, er målet langt fra nået, hvilket senest Midtvejsrapport i udredningsarbejdet om fremtidens museumslandskab fra 2010 gør opmærksom på. Det hedder således i udredningen, at museernes brugere langt fra er fuldt repræsentative for befolkningen, hvad angår køn, alder og uddannelse. Der ligger altså fortsat en stor udfordring i at sikre, at museerne er til for alle, og at en kulturel marginalisering af bestemte befolkningsgrupper bliver forebygget. 

Som Bjerregaard nævner, har museerne i de sidste mange år opprioriteret formidlingsdelen, men desværre mangler mange museer stadig at arbejde med en mere demokratisk og bred formidling, hvis visionen om, at kulturen og kunsten skal være for alle skal realiseres. Jeg mener derfor, at det er vigtigt at museerne bliver ved med at tænke formidlingsdelen som en central del af museumsarbejdet.

Oplevelsescentre eller dannelsesinstitutioner?

Bjerregaard tager hul på den grundlæggende diskussion om, hvad vi vil med vores museer. Han spørger til, om de skal være oplevelsescentre, dannelsesinstitutioner eller kulturcentre med borgerdebat. Og han foreslår, at en fremtidig vision for museerne skal tage udgangspunkt i museernes tre grundlæggende ressourcer: samlingerne, forskningen og det fysiske rum. Visionen kan jeg kun tilsluttet mig, men jeg synes, det er på sin plads også at føje spørgsmålet om, hvem vi gerne vil have museerne skal være for, når vi tager hul på en debat om, hvad vi vil med vores museer. 

Bjerregaard mener, at museerne skal tage udgangspunkt i samlingerne og bruge dem som et afsæt til at stille nye spørgsmål til det aktuelle liv. Forskningen skal være fri og uafhængig, mener han, for, at der netop er plads til at stille nye spørgsmål om vores egen eksistens. Og forskningen er netop er vigtig at have på museerne, da det er her den mødes med resten af befolkningen. Det fysiske rum fremhæver han som den tredje vigtige ressource, da det kan tjene som et forum, hvor debatten om, hvad der berører os i det nære kan finde sted, idet museet er en institution, hvor man kan præsentere problematikker med en vis nuancering uden at skulle forholde sig til en snæver parlamentaristisk debat, der handler om at kunne tælle til halvfems. Men hvem er ”resten af befolkningen”, som potentielt skal møde forskningen? Hvis han tænker på hele befolkningen – hvilket jeg tror han gør – mener jeg, det er altafgørende at føje fokus på formidling til de tre punkter, da netop formidlingens form er afgørende for, hvem der reelt tilegner sig forskningen og samlingerne i museets fysiske rum.

Uden den gode formidling ingen bredde

Uden den gode formidling bliver budskaberne og de relevante spørgsmål og debatter forbeholdt de få, som i forvejen er interesserede, og det er ærgerligt, da museerne netop er ressourcestærke og har et stort formidlingsmæssigt potentiale i forhold til at få et bredt befolkningsudsnit i tale. Så skal man – som udredningen opfordrer til – formulere en vision for museerne, skal man medtænke og integrere formidlingspørgsmål så man, som udredningen også opfordrer til, kan sikre, at museerne er et tilbud for alle borgere.

Helt ærligt, Hughes!

Ifølge Adrian Hughes var kunstfestivalen Tumult skandaløs, og det forsøgte han med effektive virkemidler at overbevise DR2–seere om i programmet Kulturkøbing. Jeg er uenig, og her kan du få indblik i to succesfulde brugerinddragende projekter fra festivalen.

Jeg blev lidt harm, da jeg torsdag d. 17. marts på dr.dk kunne læse, at Adrian Hughes i programmet Kulturkøbing samme aften ville rette en hård kritik af kunstfestivalen Tumult, som i 2010 blev afholdt fra d. 22. august til d. 24. oktober på Lolland, Falster, Møn og i Vordingborg. På DRs hjemmeside kunne jeg læse, at Hughes nemlig mener, at festivalen var en skandaløs og chokerende oplevelse.

Som det hedder i artiklen på dr.dk under overskriften ”TV–vært og kunstchef strides over festival”, finder Hughes det skandaløst, at festivalen efter hans mening ikke havde hul igennem til lokalbefolkningen. Men helt ærligt, Hughes, det er jo ikke hele sandheden om Tumult–festivalen. Lad mig derfor fortælle lidt om de spændende og succesrige projekter, som under festival gjorde det næsten umulige: nemlig at få ikke–brugere i tale gennem professionel brugerinddragelse.

Forbilledlig festival

Et af de projekter, jeg gerne vil fremhæve er kunstnergruppen Wooloos projekt New life Horbelev, som er et eksempel på, at Tumult havde hul igennem til lokalbefolkningen. New life Horbelev var kendetegnet ved, at mange brugere aktivt var med til at udvikle konceptet for kunstprojektet gennem høringer, som sikrede engagement, forståelse og indflydelse på det færdige ”produkt”.

Projektet er på Tumults hjemmeside beskrevet som ”et socialt eksperiment i landsbyen Horbelev på Nordøstfalster. Projektet begyndte i foråret 2010, da kunstnergruppen Wooloo tog kontakt til anpartsselskabet Nordøstfalsters Fremtidsforening, som Horbelevs borgere har oprettet for at skabe nyt liv i den lille landsby, der er presset af økonomisk og social nedtur. Efter en række forskellige forslag til samarbejder besluttede Wooloo i fællesskab med byens indbyggere at rejse en skulptur i Horbelev. Til gengæld for borgernes indsats investerer Wooloo sit bygningsbudget i foreningen (1)”.

De deltagende husstande i Horbelev standsede midt i august deres TV–forbrug, og i stedet for at se fjernsyn derhjemme, mødtes familierne med Wooloo og byggede skulpturen med teksten ”New Life Horbelev” ved hjælp af gamle paller, aflagte brædder, og hvad de deltagende ellers kunne finde i lader og garager. Skulpturen blev opført i byens midte i august måned, og de deltagendes fjernsyn blev installeret i selve værket, hvor man den følgende uge døgnet rundt kunne se portrætter af borgerne og deres stillingtagen til den kollektivitet og forandring, som Wooloo havde forsøgt at skabe. På Tumults hjemmeside ligger der fire små film om processen med at realisere skulpturen, og af filmene fremgår det lokale engagement tydeligt. Se bl.a. Wooloo–filmen, som dokumenterer det brede engagement og den lokale ildhu:

NEW LIFE HORBELEV - "Out of chaos comes character." from wooloo on Vimeo.

Kultur for alle: produktionsskoleelever og håndgribelig kunst

Et andet fint eksempel på inddragelse af ikke–brugere under Tumult–festivalen er billedkunstner Tanja Nellemann Poulsens projekt SUGAR BABY – Man vælger selv centrum i periferien!, som bestod i at lave et kunstværk ved at grave roer op ved håndkraft. Sammen med elever fra Lolland Produktionsskole lavede hun to land art–performances i roemarker ved henholdsvis Urne Havn i Horslunde og Lungholm Gods nær Rødby, hvor de deltagende skrev store bogstaver i markerne ved at høste roer ved traditionel manuel roeoptagning. TV2 Øst lavede i den forbindelse en kort reportage fra den ene happening, hvor eleverne skrev ”LIGE HER”, og i indslaget bliver produktionsskoleelev Peter Holm Nielsen interviewet (2). Han fremhæver, at han synes, projektet er interessant, da det giver ham et godt indblik i, hvordan det må have været for polakkerne at grave roer op med håndkraft førhen, og han tilføjer endda, at ”det er en fed oplevelse”.

Så helt ærligt, Hughes! Det er ikke sandt, at Tumult–festivalen slet ikke formåede, at involvere og engagere det lokale publikum. Jeg medgiver, at festivalen bestemt kunne have gjort mere for at formidle en række af kunstværkerne, som festivalen bestod af. Men efter min mening, var Tumult en spændende og fremsynet festival, som kan tjene til at inspirere andre kunstfestivaler uden for de større, centrale kulturbyer.

(1) http://www.tumult.dk/da/artist/wooloo/

(2) http://www.tv2east.dk/artikler/en-roemark-bliver-til-kunst

Hvis det er bredt, er det så dårligt?

Spørgsmålet om, hvorfor vi kan have forbehold overfor populærkulturelle formidlingstiltag inden for kulturverdenen, er interessant at stille. Bl.a. fordi antagelsen ofte bygger på en fejlslutning.

Hvorfor tænker vi som formidlere, at der kan være en ”fare” forbundet med, at kulturinstitutioner i dag formidler på nye måder og i højere grad end før satser på brugerinddragelse og aktivering af sanserne i interaktive tiltag? En fare som består i, at kvaliteten og substansen bliver udvandet, når vi forlader den mere akademisk orienterede formidlingsdiskurs med teksttung formidling og den passive beskuerrolle i centrum.

Når vi kan frygte, at kulturområdet vil gå på kompromis med kvalitet og indhold, mener jeg, det mest af alt bunder i en udbredt fejlslutning, som den britiske medieforsker Simon Frith formulerer i artiklen Det gode, det dårlige og det ligegyldige (1992). Fejlslutningen beskriver Frith som tendensen til automatisk at ringeagte det populære, og han peger på, at Frankfurterskolen i deres analyse af masseproduktionen og masseforbrugets psykologi forsimpler værdispørgsmålet, idet de entydigt formulerer, at ”hvis det er populært, må det være dårligt” (s. 46).

Kulturforskeren Dorte Skot–Hansen peger også i Byen som scene fra 2007 på problemet i at stille ”oplevelse op over for oplysning i et næsten Adorno'sk syn på oplevelse som underholdning, der lægger oplysningen i lænker”. Som hun gør opmærksom på, bliver det ofte ikke diskuteret, om de mere følelsesmæssige oplevelser kan stimulere en anden type sanselig erkendelse baseret på det æstetiske og emotionelle. På den måde skriver Skot–Hansen sig op imod den holdning, at en eksklusiv orientering mod umiddelbar tilfredsstillelse af oplevelsesbehov skulle udelukke den enkeltes potentiale for erfaringsdannelse og myndiggørelse (s. 15).

I forordet til Kulturministeriets udgivelse Reach out! sætter også forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen fingeren på det forbehold, som dele af kulturlivet møder i arbejdet med oplevelsesbaseret vidensdannelse. Han spørger retorisk på følgende måde: ”Brugerinddragelse og brugerdrevet innovation i kulturen – hvad skal det til for, og hvorfor har Kulturministeriet lavet en hel bog om det? Sådan kunne spørgsmålet lyde fra en del af kulturens verden, der måske instinktivt har en lille skepsis over for brugerinddragelse, som noget der begrænser det professionelle kulturliv og handler om at ”give folk hvad de vil have”” (s. 6).

Ved at henvende sig gennem nye formidlingstiltag opnår man som institution at imødekomme en bredere del af befolkningen, idet man kan tilbyde museumsbesøg, som rent faktisk vedkommer en mere mangfoldig gruppe af brugertyper. Det mener jeg bl.a. fordi, at der i decentraliseringstanken – hvis den skal give mening – også må ligge et ønske om rent faktisk at kommunikere med de mindre kulturinteresserede segmenter, som man ideelt set gerne vil tilbyde kulturelle tilbud. Set ud fra dét synspunkt nytter det ikke at decentralisere kulturen, hvis den kun kommer ud til ”folket” i en form, der henvender sig til de færreste og dermed ikke forsøger at inkludere alle typer af oplevelsesfællesskaber. Tager man ikke højde for mangfoldigheden af brugergrupper i oplevelsessamfundet, kommer mange kulturinstitutioner til at fungere som ”små lommer” eller ”levn” fra en tid, hvor man gerne ville danne borgeren og udfylde kulturkløften mellem by og land, og derved vil kulturen være forbeholdt de få, som er særligt interesserede.

Ud med Bourdieu og ind med oplevelseskapital

 

Inden for formidlingsverdenen taler alle om dem, og de fleste kulturinstitutioner formidler efter deres grundlæggende filosofi og principper: oplevelsesøkonomien og 2.0. Hvorfor så ikke også knytte en term til det, som formidleren gerne vil tale til hos den oplevelsesparate 2.0-bruger? Mit bud på et begreb til det, vi som formidlere gerne vil ramme i vores kommunikation med brugerne, er "oplevelseskapitalen", og i det følgende vil jeg uddybe, hvad jeg forstår ved kapitalformen.

I oplevelsessamfundet afhænger et godt og udbytterigt møde med kulturen ikke i samme grad som før af den bourdieu'ske kulturelle kapital. Kulturen er nemlig i høj grad blevet tilgængelig for en mere mangfoldig brugergruppe, idet de fleste kulturinstitutioner forstår vigtigheden af at imødekomme nye brugere ved at henvende sig i et formidlingssprog, som taler til det, jeg vil kalde "oplevelseskapitalen" eller "den kulturelle kapital 2.0". Termen oplevelseskapital har jeg ikke set brugt andre steder, men jeg mener, det giver god mening at tage den i brug, da man i dag inden for kulturlivet netop ikke længere er så optaget af den klassiske kulturelle kapital og det at danne borgeren i retning af være i stand til at værdsætte dannelseskulturen.

Oplevelseskapital defineret

At have oplevelseskapital refererer i al sin enkelthed til at have lysten og evnen til at opsøge gode oplevelser, og hvad angår det at møde kultur, gælder det for mange, at en god oplevelse kun er mulig, hvis tilgængeligheden ikke afgøres af forhåndskendskab og altså den gængse klassiske dannelse. Ved at være bevidst om den form, kunsten bliver formidlet i, er det således muligt at gøre kulturen vedkommende og spændende for andre end dem, som er særligt interesseret og i forvejen har et stort kulturforbrug. Og er det ikke det, som kulturformidlingen i dag har som sin fornemmeste opgave? At formidle i et "sprog", som ikke ekskluderer, men inkluderer? Termen oplevelseskapital er et bud på et begreb, som kan være nyttigt inden for vores fagområde.

Det postmoderne museum henvender sig til oplevelseskapitalen

Begrebet oplevelseskapital knytter sig bl.a. til det "postmoderne museum", som er karakteriseret ved at lægge vægt på underholdning ud fra grundlæggende værdier som ubekymrethed, frihed og åbenhed, hvilket skal forstås i forhold til det "moderne museum", som primært lægger vægt på opdragelse og oplysning ud fra grundlæggende værdier som troen på udvikling, kultur, dannelse og fremskridt (1). Ikke forstået på den måde, at de to museumsformer udelukker hinanden, men hvor man på det "moderne museum" i overvejende grad kommunikerer til den kulturelle kapital, vil man på det postmoderne museum gerne appellere til oplevelseskapitalen og dermed til en bredere målgruppe.

Et etisk og demokratisk aspekt ved begrebet

Oplevelseskapital forstår jeg videre i forhold til et demokratisk og etisk element, da det først og fremmest giver mening at tale om kapitalformen i relation til det kulturpolitiske ideal om, at kultur skal være for alle og dermed også være vedkommende for "ikke–brugeren". Kulturministeriet har nemlig siden sin grundlæggelsen i 1961 haft til hensigt at "give alle adgang til gode kulturoplevelser", således at man uanset bopæl og social baggrund har mulighed for at nyde kunst og kultur (2). Det mål er dog langt fra nået, og senest hedder det i Midtvejsrapport i udredningsarbejdet om fremtidens museumslandskab fra oktober 2010, at museernes brugere langt fra er fuldt repræsentative for befolkningen, hvad angår køn, alder og uddannelse, hvorfor der fortsat ligger en stor udfordring i at sikre, at museerne er til for alle og at en kulturel marginalisering af bestemte befolkningsgrupper forebygges.

I udfordringen om at forebygge kulturel marginalisering ligger det etiske element: vi ønsker nemlig ikke at ekskludere, men at tilbyde alle gode oplevelser, som man kan tage del i uden at have særlige forudsætninger. Forudsætninger som oftest er socialt betingede. For det er ikke nogen hemmelighed, at de særligt interesserede kulturbrugere typisk bor i de større byer og har et højere uddannelsesniveau end ikke–brugeren, som ofte bor i provinsen eller det som efterhånden bliver betegnet som "udkantsdanmark". Overser vi nemlig denne del af befolkningen, reproducerer vi det, som samfundsdebattør Lars Olsen kalder for klassesamfundet 2.0, hvor de kulturelle og immaterielle sider af ulighedsfaktorer er blevet vigtigere (3). Som kulturformidlere kan vi således være med til at forebygge social ulighed og sikre, at kulturen ikke er forbeholdt de få.

Uddybende læsning

Oplevelseskapital som begreb har jeg arbejdet med i mit speciale, som jeg afleverede i december 2010 på Københavns Universitet, hvor jeg har læst Dansk og Filosofi samt et studiemønster i Kulturformidling. Titlen på specialet er Oplevelseskapital i udkantsdanmark – men er kulturen forbeholdt de få?, og er I blevet interesserede i termen, sender jeg gerne specialet via mail. 

I specialet operationaliserer jeg begrebet, idet jeg tager det i brug i min analyse af kulturinstitutionerne Fuglsang Kunstmuseum på Lolland og kulturfestivalen Lys over Lolland, som på meget forskellig vis arbejder med kulturformidling i en del af landet, som netop ikke er kendetegnet ved en befolkningssammensætning, hvor de fleste har en længere videregående uddannelse og er de typiske kulturbrugere. De særlige udfordringer, som er forbundet med at være kulturinstitution i udkantsdanmark behandler jeg i mit speciale, hvor jeg argumenterer for, at det er vigtigt netop at tale til brugernes oplevelseskapital og nedtone vigtigheden af forhåndskendskab og altså kulturel kapital - hvis man på en vedkommende måde vil kommunikere til den brugergruppe, som rent faktisk bor i området.

Hvad synes I om begrebet?

Hermed min første introduktion til begrebet oplevelseskapital. Hvad mon I synes om det? Skriv gerne en kommentar eller stil et spørgsmål til termen her på bloggen – så uddyber jeg nuancerne i det, som jeg lægger i begrebet. Del gerne begrebet ved at klikke på ”Synes godt om” eller linke til blogindlægget på Twitter. Vil I holde øje med mine skriverier i relation til begrebet, er I naturligvis også velkomne til at abonnere på denne blog via mail.

(1) Skot–Hansen, Dorte: Museerne i den danske oplevelsesøkonomi – når oplysning bliver til en oplevelse (2008), s. 70

(2) http://kum.dk/Kulturpolitik/Tilgangelighed/

(3) I Weekendavisen d. 5. februar 2009 skriver journalist Jesper Vind Jensen om Lars Olsens bog Eliternes triumf. Da de uddannede klasser tog magten (2009)